Dine Nielsens Slægt

Oldefar Elias begynder sin færd ud over de store verdenshave...

Det var en lille – om end ikke forknyt – så dog med spændt forventning fyldt – 14-15 år gammel skibsdreng, der på kajen i Københavns store havn stod og betragtede den store fuldrigger ”Jonas Risting”, der lå og vuggede svagt for de små bølger. Skibet med de mange master og rigninger til at bære de mange sejl, der fyldt med vind giver fart hen over de store have, fyldte Elias med længsel efter eventyret, der ventede ham når han kom ombord og skulde have sit hjem der uden af vide hvornår han igen skulle se land.

Elias begyndte sit arbejde som skibsdreng – den mindste af hele besætningen. Hans arbejde var meget forskelligt, - han skulle jo uddannes til at blive en rigtig sømand. Han skulle lave tovværksarbejder (alle mulige forskellige slags knob) lære at ro en båd, klatre op i rigningen, bøde sejl, spule dæk og gå kokken til hånde og meget meget mere. En skøn dag i forsommeren var ”Jonas Risting” rigget færdig og klar til at begynde sin færd. For en svag brise stod skibet ud gennem det dejlige Øresund med de smukke sommerklædte kyster. Elias brugte sine øjne, og tog afsked med de kendte kyster. Nu nærmede de sig Helsingør, og der lå det dejlige Kronborg med sine irgrønne tårne og Holger Danske i kassematterne, på vagt for gamle Danmark – og der lå Hornbæk med sin lille hyggelige kirke – og på stranden stod sikkert tipoldefar Lars Christiansen og tipoldemor Laura og skyggede med deres hænder for øjnene og stirrede ud over det glitrende vand for at få øje på ”Jonas Risting” når det dukkede frem – skibet, der havde deres ”pog” ombord – og de bad en bøn for deres kære dreng, der nu skulle på den vovelige færd. Skibsdreng Elias skuede på den kære, kendte kyst med de mange minder, og så han til den anden side, så han Kullen med sine blånende bjerge i disen. Et par tårer pressede sig frem i øjnene og slørede hans blik, men hurtig tørrede han dem bort, - for at ingen skulle se dem – man var vel nok en rask dreng. – Hurtig svandt de hjemlige egne af sigte, - og snart var man ud i Kattegat, hvor en frisk vind fyldte sejlene så skibets fart forøgedes og hurtig rundede man Skagen og var så i Nordsøen (Vesterhavet) og derfra ud i Atlanterhavet og videre ud over de store have.

Det var vel nok et liv for en lille skibsdreng. Aldrig havde han tænkt sig de store verdenshave så store, som han nu oplevede dem. I mange uger kunne de sejle uden at se land. Havet kunne til tider ligge ligesom et spejl, og himlen være skyfri, og medens solen samtidig sendte sine varmende stråler ned over skib og besætning, bevægede skibet sig for en svag brise frem over det uendelige hav. Sådanne dage var der ikke maget at bestille ombord, og besætningen kunne til tider rigtig nyde livet og ligge og dase på dækket. I den bælgmørke nat stod styrmanden eller kaptajnen ved roret og styrede skibets kurs efter stjernerne. Også lille Elias måtte prøve at være udkigsmand om natten, og når han så op på stjernehimmelen og så stjernebilleder som han kendte derhjemme fra Hornbæk, gik tankerne til de kære, og han længtes igen efter at se dem. – Kunne havet således være smilende og venligt, kunne det også vise tænder når det trak op til blæst eller storm, og så var det forbi med driverlivet. – Der blev travlt ombord. Sejlende skulle sættes eller tages ned, alle løse ting på dækket forstuves og skibet skød en vældig fart. Når endelig stormen rigtig tog til, og bølgerne var hushøje og slog ind over skibet, var dette en nøddeskal – snart oppe på bølgetoppen og snart nede i bølgedalen, og rorgængeren havde et hårdt arbejde med at styre skibet.

Dette - i ugevis kun at se vand og atter vand kunne selvfølgelig være ensformigt, men oplivende momenter var der også. Mødte man andre skibe, og det skete jo da også, blev der kippet med flaget. I stille morgener så man flyvefiskene, der ofte havnede på dækket, delfiner og undertiden flere hajer, der fulgte skibets kølvand for at sluge hvad der eventuelt blev kastet over bord. Var man i de nordlige have, kunne det ske at man forude så en vandsøjle stige til vejrs, og så vidste man at der var en stor hval i nærheden og ofte så men en hvals mange meter lange og brede ryg over vandskorpen.

Engang imellem måtte ”Jonas Risting” søge havn for at losse varer man havde ombord og eventuelt få en ny last af varer fra det land man besøgte. Det var dejligt for søfolkene efter måske mange ugers ophold på havet at komme i land – på landlov og igen føle fast grund under fødderne. Oldefar Elias fik set mange fremmede byer, og var det i troperne fik han set palmeskove, der var helt anderledes end bøgeskovene derhjemme i Danmark, og også folk så anderledes ud end hjemme, der var både gule, brune og sorte og ofte havde de endnu mindre tøj på end vi har når vi er i badedragt.

Engang lagde skibet til ved en af de danske Vestindiske øer (St. Croix, St. Thomas og St. Jan), som Danmark dengang ejede. (vore sidste kolonier) men som vi desværre for snart mange år siden solgte til U.S.A. Jeg tror for lusede 20 millioner dollars. På øerne var den en dansk guvernør, danske myndigheder og en hel del danske gendarmer og Dannebrog vejede. Mange af gaderne havde danske navne, og mange har det endnu. Befolkningen var negere og de fleste arbejdede på de store sukkerplantager, og det var netop for at få sukker med hjem, at ”Jonas Risting” besøgte øerne. På en af disse tropeøer – et lille stk. Danmark – gik også skibsdreng Elias, da det var hans tur til at få landlov. Han trissede rundt og så på huse og mennesker – danskere klædt i hvidt og med tropehjelm – og de sorte klædt i næsten igen ting- men smukkest af alt var naturligvis at se vort dejlige Dannebrog vaje mod tropehimmelen. Det var hjemligt. Han var ved at blive træt og sulten, og da der stod store banantræer fik han fat på en dejlig klase gyldne frugter som han pakkede ind i et rødt tørklæde han havde med sig. Nu skal det blive rart at hvile, tænkte han, og satte sig på en bænk der stod, som var den bestilt. Ah, sagde han og lagde sig til rette, Bananerne i det røde tørklæde lagde han ved siden afsig, og når han nu havde døset skulle de smages. Den stærke varme og trætheden overvældede ham, så han et øjeblik faldt i søvn. Da han vågende så han sine bananer, der lå nok så nydeligt, men det røde tørklæde var borte. Han så sig omkring, og et stykke borte så han en næsten nøgen neger spæne af sted så hurtig han kunne, og i hånden havde han oldefars røde tørklæde. Negere holder meget af stærke farver, og da denne neger så det dejlige røde tørklæde kunne han ikke modstå fristelsen til at hugge det fra den sovende dreng på bænken.

Forliset og krokodillejagten

Mange storme havde skibet været udsat for, men hver gang havde det klaret sig, men i den Mexikanske Havbugt skulle det møde sin skæbne som så mange andre skibe før det.

Det begyndte med en ret kraftig storm, men ”Jonas Risting” kunne dog stadig holde en kurs. Mørke skyer trak op på himmelen, og stormen tog stadig til i styrke, og udviklede sig efterhånden til en mægtig orkan. Himmel og hav stod i et. Sejl der ikke i tide var reddet, blev flået i laser. Alt hvad der stod på dækket blev af orkanen revet løs og kastet i havet. Tårnhøje bølger slog ind over dækket, så skibet blev fyldt med vand. Mandskabet måtte skiftes til at pumpe vandet ud for at skibet ikke skulle synke. Orkanen tudede og sammen med de vældige bølger der styrtede ned over skibet lavede den sådan en støj at søfolkene kun ved at råbe af deres lungers kraft kunne gøre sig forståelig for hinanden. Hvorledes gik det for vores oldefar Elias medens alt dette frygtelige foregik? Han var jo den mindste ombord, og man var bange for at han skulle blive skyllet over bord, og derfor stillede man ham op af stormasten og surrede ham med reb fast til denne. – Alle sejl var ødelagt og roret også, så nu blev skibet viljeløst kastet hid og did på det vældige hav. Nærmere og nærmere kom man den frygtede kyst, hvor så mange skibe før havde fundet deres grav. Nu var skibet næsten helt inde ved kysten, og alt håb om redning syntes ude - - og dog, Gud ville det anderledes. Pludselig kom en mægtig, tårnhøj bølge, der løftede skibet op og kastede det ned med en vældig kraft i land, hvor det havnede i en mahogni skov, der gik helt ned til stranden. – Lille Elias stod stadig bundet til stormasten, men var bevidstløs. Han blev løst og da han igen kom til bevidsthed – orkanen havde nu lagt sig – var det første han så en indianerkone, der nok så rolig sad og røg på sin pibe. ”Jonas Risting” kom aldrig til mere at pløje de store verdenshave. Mandskabet og lille Elias kom efterhånden til kræfter igen efter den frygtelige sidste sejlads med deres kære skib, og de havde nu ikke andet at gøre, end at vente på, at der skulle anløbe et stort skib, hvormed de kunne komme på vej hjem til Danmark. – Det blev en ret lang ventetid, som de jo måtte se at fordrive på bedste måde bl.a. ved at gå på krokodillejagt, og det var meget spændende. – Så vidt jeg ved, lever krokodillen ikke i havvand men i floder. Der må altså have været en flod i nærheden, og på én af deres ture havde de forliste søfolk opdaget, at krokodillerne engang imellem gik op på land. De blev snart enige om, at det kunne de få megen fornøjelse ag tidsfordriv ud af. De forsynede sig hver med to stk. bræddestumper og gemte sig bag en skrænt og lå og lurede på, når krokodillerne foretog deres landgang, og når nogle stykker af dem – nogle vældige krabater var mange af dem – var kommet et godt stykke op på landjorden – rejste alle mand sig op, hujede og skreg og klappede med deres brædder. Dyrene blev forskrækkede, og vendte næserne mod floden, for at komme i deres rette element. Er krokodillerne levende og hurtige i vandet, så går det ikke så hurtig på landjorden, hvor de med deres korte ben kun kommer langsomt frem, og længe før de var i vandet igen var søfolkene over dem og bankede af alle kræfter løs på dem, ligetil de var i vandet.

Hvor længe oldefar Elias ophold på det øde sted varede, ved jeg ikke, men hjem kom han da. Og da han jo endnu ikke var udlært sømand, måtte han på ny søge hyre på et andet skib. Hvad dette skib hed ved jeg ikke, og heller ikke hvad han oplevede på det – men han har sikkert oplevet mange interessante og spændende ting.

Da Elias var blevet matros, længtes han igen efter af komme hjem til de hjemlige strande, og han fik hyre på en af bjergningsselskabet Svitzers både, hvis opgave det var, at bjerge forliste skibe og også hæve sunkne skibe op fra havbunden. Der var dykkere ombord, der blev sendt ned for at undersøge det sunkne skib, og lægge trossen omkring det, så det igen kunne hales op til havoverfladen. – Elias var med til at sende dykkerne ned og sørge for at der blev pumpet tilstrækkelig luft ned til dem, og få dem op igen, når de ved at trække i tovet de havde med, gav tegn til at de ville op. – Det måtte jo være morsomt sådan at blive sænket ned og gå omkring på havbunden og se hvordan der så ud, tænkte Elias, og en dag fik han også lov at prøve. Han fik den tunge dykkerdragt på, med støvlerne med blylodder og dykkerhjelm på hovedet, og så gik han overbord og sank ganske langsomt, til han nåede havbunden. – Hvor meget eller lidt han så ved jeg ikke – men så havde han da prøvet det.

Nu var Elias imidlertid blevet så gammel at han skulle aftjene sin værnepligt, og han blev selvfølgelig marinesoldat, og at han var en pligtopfyldende og dygtig soldat, kan I forstå, når I hører at han sammen med en kammerat blev udpeget til at gøre tjeneste ved det danske hof – ikke som fører af Kongeskibet, men som kgl. Bådfører på Esrom Sø.

Kongen dengang var Christian den IX, vor nuværende konges oldefar. Han blev kaldt Europas Svigerfar, fordi en af hans døtre, Dagmar, var gift med Zar Alexander af Rusland, og en anden datter, Aleksandra, var gift med Kong Edward af England og endelig en tredje datter med Hertugen af Cumberland. En søn, Georg, var blevet valgt til konge af Grækenland.

Om sommeren residerede kong Christian og dronning Louise på det dejlige Fredensborg Slot – (når I kommer herover til næste sommer, skal vi se at få far Frode til at køre os til Fredensborg, så I kan få set det smukke slot med den store smukke park og den store, dejlige Esrom Sø) og så strømmede alle børn og svigerbørn med deres børn fra hel Europa til, så I kan forstå de sammen med hele den hjemmeværende kongelige familie udgjorde en stor familie.

Når dertil kommer, at alle de kongelige gæster havde deres følge bestående af hofmænd, tjenere og opdagere, der skulle våge over deres sikkerhed, med, kan I forstå, at der var en mængde mennesker. – Her til dette Europæiske Hof kom vores kære, rare oldefar Elias for at skulle gøre tjeneste. – Det er forståeligt, at han engang imellem kunne blive lidt konfus. – Nede ved Esrom Sø ligger to kønne pavilloner (som I også skal se når I kommer der) hvor Elias og hans kammerat – Anton, tror jeg han hed – blev installeret. I mellem pavillonerne gik en bådebro ud i søen, og der lå en del både til rådighed for de kongelige herskaber når de ønskede at få en tur for at fiske, eller blot for at nyde den smukke natur. Det var nu Elias og hans kammerats opgave at holde bådene i orden og også fiskegrejerne, samt at sørge for orm og madding. ”Har du orm, Elias?”var et almindeligt spørgsmål til oldefar når de skulle fiske.

Når de kongelige kom ned til søen og ville ud at sejle, skulle Elias sørge for at få dem placeret i båden. For ham – der jo ikke var vant til at færdes i højere kredse – kunne det jo under tiden knibe med at vælge den rigtige tiltale. Det skete engang i den første tid, at den gamle kong Christian kom ned til søen og ville ud at sejle med nogle af sine gæster. Da Elias skulle anvise gæsterne plads i båden, sagde han til Kongen: ”Vil Deres Excellence tage plads der” – han skulle have sagt: ”Vil Deres Majestæt tage plads der”, men han syntes Excellence lød finere. Der blev munterhed i selskabet, og siden sagde kongen, når han hilste på Elias: ”Goddag Deres Excellence”. – På en anden tur, på hvilken Elias havde Prins Carl (der senere blev valgt til Norges konge og fik navnet Haakon) og hans senere forlovede, Prinsesse Maud ombord, skete det, at prinsessen lænede sig for meget ud over bådens ræling og var lige ved at falde overbord – men oldefar greb resolut prinsessen i hendes kongelige ”nok sagt” og hev hende indenbords. Han frelste måske på den måde den senere dronning af Norge – og burde jo egentlig senere have fået den kongelige Norske fortjenstmedallie i guld – men det er ikke altid det går efter fortjeneste.

Det var en dejlig og fornøjelig tid Elias havde som kgl. Bådfører. Han så, og lærte mange af de kongelige gæster at kende. Inden han blev hjemsendt kom Prins Christian (senere kong Christian X) ned til ham og forærede ham sit billede.

Som et apropos til det jeg har fortalt om Fredensborgdagene, så jeg forleden i Kristeligt Dagblad, der engang imellem har uddrag af hvad der stod i bladet for den dato for 60, 50 eller 25 år siden, følgende om de kongelige herskaber, der var på besøg på Fredensborg for 60 år siden: ”Lørdag formiddag afrejste samtlige kejserlige og kongelige herskaber fra Fredensborg til Roskilde. Efter en god halv times ophold i kirken vendte herskaberne tilbage til banegården. Kejseren af Rusland, Kong Georg, Kronprinsen og Prins Christian begav sig til fods fra kirken. De kongelige returnerede med ekstratog til Fredensborg. – I går begav Kong Edward sig i land fra den engelske kongeyacht ”Osborn” (?) og hilste hjerteligt på alle sine høje slægtninge, hvorpå alle herskaberne kørte til Fredensborg”

Efter sin soldatertid besluttede oldefar Elias, at han, inden han igen skulle ud at sejle, ville læse til styrmand, og rejste helt over til Fanø, hvor han der var på styrmandsskole. Han befandt sig godt blandt fannikerne, og efter et par års studier fik han sin styrmandseksamen og vendte næsen hjem igen. Hans tanke var sikkert at få hyre som styrmand og igen begynde at pløje bølgerne på de store have, men en lille pige krydsede hans vej, og bevirkede at hele hans fremtidige liv blev helt anderledes end han havde tænkt sig.

Denne beretning om min oldefar, Elias Hendrik Larsen (29.03.1862-29.09.1943) og hans oplevelser inden han mødte min oldemor Emile Antionette Eriksen (04.04.1864-20.02.1947) er skrevet af min morfar Harald Madsen som et brev til min bror, Jens –Michael (Mibber) Kjær Madsen og mig, kort tid før han døde i januar 1962.

Anne-Kirstine (Dine) Nielsen f. Madsen.
10.05.2010

Elias har taget styrmandseksamen på Fanø og er klar til igen at pløje bølgerne på de store have.
Men en lille pige krydser hans vej og bevirker at hele hans fremtidige liv bliver helt anderledes end han havde tænkt sig. Morfar Harald skriver:

En søster til Elias – Christiane hed hun – havde fået plads i København, og der lærte hun en ualmindelig sød og dygtig ung pige at kende, som hed Emilie Eriksen. Hendes fætter var den berømte forfatter og Nordpolsfarer Mylius Eriksen, der omkom på en Grønlandstur med hundeslæde. Når I engang kommer til Ringkøbing (hvor han var født) kan I se en statue, der er rejst til minde om ham.

En dag Elias besøgte sin søster, traf han den søde Emilie – og så var det sket med oldefar – Gud Amor – det skarn – sendte med et mesterskud en af sine pile lige i hjertet på ham – og Emilie undgik heller ikke sin skæbne, men blev også ramt af et mesterskud på det helt rigtige sted. Tro mig, den ”uartige dreng” har rigtig godtet sig og været stolt af sit arbejde. I, jeres mor, Nete, mormor Laus og jeg kan kun være glade og taknemmelige for hans andel i, at vi fik henholdsvis verdens sødeste oldemor, mormor, mor og svigermor.

Det varede ikke længe inden de to blev enige om, at de ville sejle sammen resten af livet, men det blev nu ikke på søen de skulle sejle sammen, for oldemor Mille ville ikke være med til, at Elias måske i mange måneder af året skulle være på langfart, mens hun sad alene herhjemme, og han måtte bøje sig, for han kunne heller ikke undvære hende. Oldefar Elias fik ikke brug for sin styrmandseksamen, idet han fik plads som toldrorsbetjent. Det var ikke noget fedt embede, men de giftede sig og fik en lille lejlighed i Wiedeweltsgade. – som sagt var det ikke noget fedt embede Elias havde fået, og Mille var snart klar over, at der måtte gøres noget ekstra for at forøge de små indtægter, og hun, der var meget dygtig til at stryge, og før hun blev gift havde strøget i mange forskellige hjem, begyndte på ”fransk vask og strygning”. – forretningen gik strygende, og inden længe måtte hun have flere hjælpersker for at tilfredsstille de mange kunder hun efterhånden fik. Det var et anstrengende arbejde, men Mille og Elias arbejdede godt sammen, og når han kom hjemom aftenen og var fodret af, smøgede han ærmerne op og gik til vaskebaljerne og vaskede tøjet og skyllede det, og sammen bragte de det kridhvide tøj op til tørring, så det var klar til strygning næste dag. Det gik som sagt strygende, og de tjente helt godt. Efterhånden kom der jo børn. Den første var jeres mormors broder Andreas, derefter kom mormor, men hun kom ikke alene men havde en lille broder med sig. Den lille dreng, der var svag blev døbt og fik navnet Lars Christian efter jeres tipoldefar,- døde som ganske lille. Som rosinen i pølseenden kom endelig jeres mors moster Lise.

Fra Wiedeweltsgade flyttede den lille familie til Havnegade, hvor oldefar Elias blev vicevært. Pladsen som rorsbetjent tilfredsstillede ikke Elias, og han forsøgte at finde et andet job, og det lykkedes for ham. Sammen med en anden sømand, Carstensen, fik han færgeruten mellem Langelinie og Frihavnen. Langelinieturen var – og er – især om søndagen en yndet spadseretur for Københavnerne, og mange lod sig fragte over til Frihavnen, så Elias og hans kompagnon havde travlt med, med deres to robåde, at fragte folk frem og tilbage. Taksten var til at begynde med kun 5 øre (senere blev den op til 10 øre, og nu er den en del højere) Det kunne blive til mange hundrede mennesker der blev fragtet over på en søndag, og når Elias kom hjem om aftenen med alle sine lommer struttende af 5, 10, 25 og 50 ører (dengang havde vi nemlig 50 ører) var det en stor fornøjelse for Mille og børnene at sortere og tælle alle de mange mønter. (Halvtredsørerne gemte Mille i en særlig æske og brugte dem senere til fødselsdagsgaver og julegaver til børnene)

Færgeriet var kun en lille del af den nye forretning. Til København kommer en mængde skibe fra hele verden, og når de skal lægge til kaj, skal de fortøjes, så de ligger fast, og når de igen skal på farten, skal der kastes los. Til at begynde med roede Elias og hans kompagnon deres både langt ud i Sundet for at kapre skibe, der var for indgående, og det kunne ofte – særlig om vinteren – være meget anstrengende. Efterhånden blev der sluttet kontrakter med de forskellige rederier, så de fik en fast kundekreds og det blev en helt fin forretning, der stadig voksede. For at klare færgeriet og betjeningen af skibene havde de et par faste mand i arbejde, og det blev nødvendigt at anskaffe to motorbåde de fik navnene ”Mille” og ”Jenny”
Efter jeres mors tante Jenny (gift med jeres mormors broder Andreas)

Det kunne ofte – særlig om vinteren - være et anstrengende og farefuldt arbejde at fortøje og kaste skibene los Når skibene lagde til kaj, blev der kastet svære ståltrosser i land, som så færgefolkene skulle fastgøre om granitpillerne på kajen, og vinterdage, når kajen kunne være isbelagt måtte de stor forsigtighed til, for ikke at falde ned i havnen.

Den 11. november 1907 blev for den lille familie, der da var flyttet til Stockholmsgade, hvor oldefar var vicevært, en dag, der så længe Elias og Mille levede blev en mindedag for dem og børnene, og stadig er det for disse.

Elias skulle enten fortøje eller kaste et skib los, da ståltrossen sprang og slyngede ham op i luften, så han, da han faldt ned, stødte hovedet mod kajkanten, og derefter faldt ned gennem isen, der dækkede vandet. Da han kom til sig selv lå han på bunden af havnen. Det lykkedes ham at arbejde sig op gennem vandet, og han blev reddet. Da han kom op viste det sig, at han, foruden de sår han havde fået i faldet, havde trossen brækket hans højre ben, så foden var drejet en halv omgang. I ambulance blev Elias bragt ind på det gamle Frederiks Hospital, og nu fulgte et langt hospitalsophold. Benet blev sat sammen og foden drejet på plads. For resten fik Elias et varigt og synligt minde om dagen, idet benet blev lidt krumt, og det klædte ham egentlig. Til juleaften kom oldefar Elias hjem til Mille og børnene, og tro mig, det blev en jul med glæde og tak, fordi Gud havde gjort deres far rask igen.

Igen levede de et lykkeligt familieliv, og hver gang det blev 11. november mindedes de med tak, at hjemmet ubeskåret blev bevaret.

Først i 1915, da jeres mormor havde fået mig ind i sit liv, lærte jeg hjemmet rigtigt at kende. Man var da flyttet til Ndr. Frihavnsgade 47. Oldefars kompagnon var død, og mormors bror, Andreas (Dres) var trådt ind i firmaet. Oldefar blev nu aflastet for det værste slid og hans væsentligste arbejde blev nu at skrive regninger og indkassere de rare penge, og det var jo ikke noget ubehageligt job. Nu fik han rigtig tid til at være hjemme hos sin Mille, som han hjalp på så mange måder. Ingen kunne f.eks. som han pudse den gamle messingpetroleumslampe, der hængte over spisestuebordet, så den skinnede som guld. Mormor og jeg boede i Ndr. Frihavnsgade nr. 79. Der var ikke langt til nr. 47, og mormor, tante Jenny og moster Lise var meget ofte frokostgæster der med deres børn og hyggede sig, fik gode råd af jeres kloge oldemor og ofte et godt supplement til middagen i deres respektive hjem. Hvor var de rare, de to, og hvor forkælede de os alle sammen, ikke mindst de fire børnebørn. Om det vil jeres mor kunne fortælle en hel del om de gaver de fik, om uforglemmelige Tivoliture. (”Ilovit” stammer fra tivoli) og m.m.

Raske og rørige var de begge to, så længe de levede. Dygtige og udholdende fodgængere var de. En sommerdag præsterede de, til stor beundring og forbavselse for alle, at spadsere hele vejen fra København til Hornbæk. Tror I, at I kunne gøre dem det efter?

Hvor var de elskelige de to, og hvor holdt de af og klædte de hinanden. Hyggeligt var det at besøge dem i det gamle hjem. Det blev lykkelige mange år de fik lov at leve sammen. Om sommeren holdt de meget af at gå i Tivoli, så i mange år forærede vi børn dem abonnementskort, og næsten hver dag ved 3 tiden om eftermiddagen gik de fra Ndr. Frihavnsgade den lange vej ind til Tivoli og nød den smukke have, musikken og det muntre folkeliv. De havde deres bestemte restauration og deres bestemte tjener, der så snart han så dem, straks sørgede for at skaffe dem et godt bord, og så spiste de dejligt smørrebrød med øl og snaps. Når de således var styrkede, begav de dem til den 1. koncert i koncertsalen, og nød den smukke musik, og når det var forbi var det tid til at gå rundt i den festligt illuminerede have og se på de smukke blomsterarrangementer og de illuminerede springvand. Efter at have hørt den sidste koncert i koncertsalen, begav de dem på hjemturen, denne gang dog pr. sporvogn.

En gang om sommeren, var ungerne inviteret på Tivolitur sammen med oldefar og oldemor, og så havde oldefar som næsten altid - spendérbukserne på, og så stod den enten på en fin middag eller på højt smørrebrød, med hvad dertil hørte – og senere på aftenen kaffe med små fine kager i ”den Runde”. I kan forstå, at jeres oldefar og oldemor rigtig nød deres otium efter et flittigt og arbejdsomt liv - og det bedste af det hele – de tog det alt sammen som en gave fra den Gud, som de begge troede på, og som de takkede for livet, han gav dem sammen. Jeg kan egentlig ikke erindre, at de i den tid jeg har kendt dem, har været rigtig syge, men selvfølgelig, når man nærmer sig de 80 år, er hjertet slidt, og man går ikke så sikkert som i de unge år.

Midt i september 1943 var oldefar Elias så uheldig, da han om morgenen stod op af sin seng for at hente aviser, at falde på gulvet, hvorved han fik et lårbensbrud. Han blev kørt på militærhospitalet, men det lykkedes ikke for lægerne at få benet helt, og den 29. september døde han 81 år gammel. Det gamle hjem blev nu opløst, og oldemor Mille flyttede ud til moster Lise. – det var et stort savn for Mille at skulle undvære sin Elias, - men hun fik dog lov til at få 3½ gode og lykkelige år, - selv om hendes hjerte det sidste års tid engang imellem mindede om, at det var ved at være træt. Den 19. februar 1947 var det strengt frostvejr og en tur hun gik om eftermiddagen kunne det svage hjerte ikke tåle. Hun måtte gå i seng, og der blev sendt bud efter lægen, men han kunne intet udrette, og næste dag den 2. februar døde hun, knap 83 år gammel.

Nu var begge jeres oldeforældre borte, og hjemme i himlen.

Det var et stort savn for os alle, - børn, svigerbørn og børnebørn, og vi vil altid mindes dem med tak for al deres kærlighed mod os, og for det gode eksempel de var for os.

Kære Anne-Kirstine og Jens-Michael!

Når jeg nu har skrevet denne lange beretning om jeres oldeforældre, som I aldrig har kendt, og som jeg ikke håber, er blevet for lang for jer, er det for, at I igennem den alligevel har lært dem at kende og forstå, at I har haft et par ualmindelig søde og gode oldeforældre, som nok er værd at slægte på, også fordi at I igennem dem har arvet noget i jeres sind, som, om det går som det skal, kan komme til at præge jeres fremtidige liv.

”Tider skal komme
tider skal henrulle
slægt skal følge slægters gang
aldrig forstummer
tonen fra himlen
i sjælens glade pilgrimsgang.”

Kærlig hilsen fra Morfar.
Gentofte d. 21.9.1961