Jens Andersen Guldsmed, 1585–1637?> (52 år)
- Navn
- Jens /Andersen Guldsmed/
- Fornavne
- Jens
- Efternavn
- Andersen Guldsmed
Født
|
|
---|---|
Morfars død
|
|
Ægteskab
|
|
Søns fødsel
|
|
Fars død
|
|
Mors død
|
|
Død
|
|
far | |
---|---|
mor | |
Ægteskab | Ægteskab — — |
ham selv |
ham selv | |
---|---|
hustru |
1585–1659
Født: 7. december 1585
33
33
— Ribe Død: 1659 — Ribe |
Ægteskab | Ægteskab — 8. juli 1604 — Ribe |
3 år
søn |
1607–1659
Født: 31. marts 1607
22
21
— Ribe Død: 16. september 1659 |
Note
|
Jens Andersen Guldsmed var borger og handelsmand i Ribe, hvor han hovedsagelig drev kreaturhandel. D. 31. juli 1625 indtraf der en forfærdelig begivenhed, som vendte op og ned på familiens tilværelse: Jens Andersen Guldsmeds næstældste bror, rådmand Søren Andersen Guldsmed, ejede en have udenfor Nørreport i Ribe. Jens hentydede da til noget vedrørende deres fædrene arv, som endnu ikke var blevet skiftet imellem dem, og herover blev Hans så vred, at han trak sin kniv og gik til angreb på Jens. Alle de tilstedeværende i haven afgav vidnesbyrd til gunst for Jens Andersen Guldsmed, hvorfor tovsmændene d. 10. september afsagde ed om, at drabet var sket i nødværge, således at Jens altså blev renset. Sagen trak ud, og i mellemtiden tilbød Jens på tinget at betale mandebod, en slags blodpenge, hvis nogen ville modtage den. Derefter gik der kongelig befaling til lensmanden på Riberhus om at undersøge de vidnesbyrd, som lå til grund til tovmændenes afsagte dom d. 10. september året før, og d. 24. februar 1626 blev sagen opsagt på rådhuset. Under sagens gang, muligvis allerede straks efter drabet, havde Jens forladt sin familie og var flygtet bort. Anders døde omkring 1637. Hans hustru, Lisbeth, blev boende i Ribe, hvor hun ejede nogle ret anseelige ejendomme. Herskabsfogden, Mads Lassen Lime, fandt sig dog ikke tilfredsstillet ved denne ed, men indstævnede den for borgmester og råd. Rimeligvis har lensmanden, Hr. Albr. Skeel fra begyndelsen af stået bagved ham, måske tildeles fordi Hans Andersenhavde været i kongens tjeneste, medens borgerskabet vistnok hele tiden har ønsket, at Jens Andersen skulle slippe så let som muligt. Sagen blev trukken ud, og imidlertid tilbød Jens Andersen til tinge at udlægge den lovlige mandebod, hvis nogen ville modtage den, og udsonede sig med sin svigerinde, som med sin broder, Rasmus Madsen, borger i Varde, og Søren Andersen Guldsmed som børnenes lavværge den 11te Januar 1626 udstedte et orfejdebrev for ham, hvorefter han tillige søgte et kongeligt lejdebrev. Et sådant fik han dog ikke; tværtimod udgik der en kongelig befaling til lensmanden på Riberhus om at undersøge, om de vidnesbyrd, til hvilke sandemandstovet (som det her kaldes) støttede sig, vare rigtige. Lensmandens beretning må have stadfæstet den tvivl, som man i forvejen nærede, og den 29e Januar 1626 udgik der et nyt kongebrev til ham, hvorved det pålagdes ham at befordre sagen til doms og føre tilsyn med, at begge partier ikke sker andet endret. |
---|---|
Note
|
Jens Andersen Guldsmed var borger og handelsmand i Ribe, hvor han hovedsagelig drev kreaturhandel. D. 31. juli 1625 indtraf der en forfærdelig begivenhed, som vendte op og ned på familiens tilværelse: Jens Andersen Guldsmeds næstældste bror, rådmand Søren Andersen Guldsmed, ejede en have udenfor Nørreport i Ribe. Jens hentydede da til noget vedrørende deres fædrene arv, som endnu ikke var blevet skiftet imellem dem, og herover blev Hans så vred, at han trak sin kniv og gik til angreb på Jens. Alle de tilstedeværende i haven afgav vidnesbyrd til gunst for Jens Andersen Guldsmed, hvorfor tovsmændene d. 10. september afsagde ed om, at drabet var sket i nødværge, således at Jens altså blev renset. Sagen trak ud, og i mellemtiden tilbød Jens på tinget at betale mandebod, en slags blodpenge, hvis nogen ville modtage den. Derefter gik der kongelig befaling til lensmanden på Riberhus om at undersøge de vidnesbyrd, som lå til grund til tovmændenes afsagte dom d. 10. september året før, og d. 24. februar 1626 blev sagen opsagt på rådhuset. Under sagens gang, muligvis allerede straks efter drabet, havde Jens forladt sin familie og var flygtet bort. Anders døde omkring 1637. Hans hustru, Lisbeth, blev boende i Ribe, hvor hun ejede nogle ret anseelige ejendomme. Herskabsfogden, Mads Lassen Lime, fandt sig dog ikke tilfredsstillet ved denne ed, men indstævnede den for borgmester og råd. Rimeligvis har lensmanden, Hr. Albr. Skeel fra begyndelsen af stået bagved ham, måske tildeles fordi Hans Andersenhavde været i kongens tjeneste, medens borgerskabet vistnok hele tiden har ønsket, at Jens Andersen skulle slippe så let som muligt. Sagen blev trukken ud, og imidlertid tilbød Jens Andersen til tinge at udlægge den lovlige mandebod, hvis nogen ville modtage den, og udsonede sig med sin svigerinde, som med sin broder, Rasmus Madsen, borger i Varde, og Søren Andersen Guldsmed som børnenes lavværge den 11te Januar 1626 udstedte et orfejdebrev for ham, hvorefter han tillige søgte et kongeligt lejdebrev. Et sådant fik han dog ikke; tværtimod udgik der en kongelig befaling til lensmanden på Riberhus om at undersøge, om de vidnesbyrd, til hvilke sandemandstovet (som det her kaldes) støttede sig, vare rigtige. Lensmandens beretning må have stadfæstet den tvivl, som man i forvejen nærede, og den 29e Januar 1626 udgik der et nyt kongebrev til ham, hvorved det pålagdes ham at befordre sagen til doms og føre tilsyn med, at begge partier ikke sker andet endret. |