Ludvig Mylius Erichsen, 1812–1848?> (35 år)
- Navn
- Ludvig Mylius /Erichsen/
- Fornavne
- Ludvig Mylius
- Efternavn
- Erichsen
Født
|
|
---|---|
Forældres ægteskab
|
|
Brors fødsel
|
Note: Opsl. 282 i KB. |
Ægteskab
|
|
Mormors død
|
Note: Opsl. 59 i KB 1813-1832 for Vartov Hospitals Sogn, København. |
Fars død
|
|
Søns fødsel
|
|
Død
|
|
far |
1780–1833
Født: 3. december 1780
31
48
— Hørve, Ods, Holbæk Død: 19. februar 1833 — Frederiks Hospital, København |
---|---|
mor |
1792–1873
Født: 18. marts 1792
51
40
— København Død: 16. oktober 1873 — Vartov Hospital, Sokkelund, København |
Ægteskab | Ægteskab — 20. maj 1814 — Vor Frue Kirke, København |
|
1812–1848
Født: 6. maj 1812
31
20
— Den Kgl. Fødselsstiftelse, Amaliegade 25, København Død: 2. maj 1848 — Store Kongensgade 136, Christianshavn, København |
17 år
lillebror |
1829–1863
Født: 9. maj 1829
48
37
— Den Kgl. fødseslstiftelse København Død: 9. oktober 1863 — Begravet fra Kommunehospitalet |
ham selv |
1812–1848
Født: 6. maj 1812
31
20
— Den Kgl. Fødselsstiftelse, Amaliegade 25, København Død: 2. maj 1848 — Store Kongensgade 136, Christianshavn, København |
---|---|
hustru | |
Ægteskab | Ægteskab — 2. december 1831 — Vor Frue, Kalundborg |
11 år
søn |
1842–1911
Født: 30. maj 1842
30
34
— Christianshavn, København Død: 21. april 1911 — Amtssygehuset i Ringkøbing |
Note
|
Fra http://www.myerichsen.net : Fra Janni Andreassens "Mylius": Han er søn af købmanden, økonomen, redaktøren Mendel Levin Nathanson. Ganske vist ikke i ægteskabet med hans kone Esther. Men med deres tjenestepige Marianne Margrethe Henningsen. Dåbsattesten i Landsarkivet oplyser blot, at 1812 6. juni fødtes på Den kongelige Fødselsstiftelse under nr. 4287 og 9. september døbtes samme sted Ludvig Mylius som søn af patient nr. 427/1812. De mangelfulde oplysninger om barnets forældre er vel taget af hensyn til Nathanson og hans familie, der var kendte skikkelser i datidens København. Nathanson kom fra et jødisk, borgerligt miljø i Altona, hvorfra hans mormor i 1795 hentede ham til København. Han talte jiddisch og lidt tysk, men lærte sig hurtigt dansk, fransk og tysk, kom i købmandslære hos sin morbror og blev hans bogholder kun 15 år gammel. Karrieren blomstrede om kap med forretningen, indtil kursfald i 1819-20 satte et midlertidigt punktum. Firmaet måtte træde i betalingsstandsning med en gæld på fem millioner. Nathanson forsøgte at drive forretningen videre, men opgav endeligt i 1831 og slog ind på et andet, familiært spor: Økonomi. Han har efterladt et alsidigt, økonomisk forfatterskab, som førte til redaktørstolen på Berlingske Tidende, der dengang var noget forsømt og ikke særlig udbredt. Her tryllede han med sit talent og skabte det moderne dagblad med nyheden på forsiden. Han stod fadder til søndagsavisen som begreb og skabte en kulturelt præget hverdagsavis, der udkom hele to gange om dagen, da han gik 20 år efter . Der skulle gå flere generationer, før tre unge mænd tog journalistgerningen op efter deres oldefar og bedstefar. Men det gjorde fætrene Ludvig Mylius-Erichsen, Orla Bock og deres fjerne slægtning Peter Nansen. Slægtskabet kendte de godt til. Mylius, Bock og Nansen kaldte hinanden fætter uden smålig skelen. Ifølge mundtlig overlevering i familien Erichsen betalte Nathanson sin kusk og pakhusforvalter Ludvig Erichsen for at gifte sig med Marianne Margrethe og købte senere en spækhøkerforretning til parret. Sin uægte søn slap han aldrig af syne. Ludvig Mylius kom på skolebænk med den senere så berømte politiker Orla Lehmann, der gik på den private Østre Borgerdydsskole. Det må være Nathanson, der betaler. For i spækhøkerhjemmet blev der stort set født et barn om året, der var munde nok at mætte for Ludvig og Marianne Margrethe, som på 17 år får 15 børn. Ludvig Mylius skulle studere medicin. Men det blev ikke til så meget på Kirurgisk Institut. "Det manglede på lysten." Til gengæld så han en del til amtskirurg Johan Chr. Bernhard Wittenburg, hvor han traf sin kommende kone, Josephine. Han er gemytlig af sind og selskabeligt anlagt. Det blev sagt om ham, "at han kunne få døde folk til at le". Og så vil han pludselig være politibetjent. Han har bogstavelig talt fået blod på tanden gennem bekendtskabet med en lille flok forhærdede forbrydere i Kalundborg Arrest. De tilstod ikke, før de havde været under barberens kyndige hænder. Stort set med kniven for struben tvinger Ludvig Mylius sandheden ud af dem. Og bliver selv så begejstret for sit naturlige talent for faget, at han med sin Josephine drager til København, hvor han får ansættelse ved Christianshavns Politikontor omkring 1840. Og så dør han i 1848 fra kone og fem børn - kun 36 år. Om den tragiske begivenhed står der på en lille seddel fra barnebarnet Asta Bock: "Bedstefader stod vagt ved Christian den VIII's båre - Castrum Doloris på Amalienborg. Moder var deroppe med moders to søskende, Sofie og Theodor. Bedstefar henter her en forkølelse - lod sig årelade, men der blev åreladt på en fejl åre, så det blev en blodforgiftning. Bedstefar døde på Almindelig Hospital, hvor professor Christensen var, og bedstefar ønskede at behandles af ham." Bag båren ved begravelsen på Vor Frelsers Kirkegård går en gammel mand og græder. Det er Mendel Levin Nathanson. |
---|---|
Note
|
Findes her i hovedprotokollen for den Kgl. Fødselsstiftelse: http://www.sa.dk/ao/billedviser?bsid=00004#4,1393 |