Henrettet i Viborg som følge af drabet af to mænd! Den første ved et uheld og den anden i forsøget på at flygte fra sin skæbne ved retten!
På http://sksa.dk findes en beretning om Skads Ejerlaug, hvor følgende om Frans Jessen's grumme skæbne findes:
"I 1634, et par dage før jul, havde Frands Jessen været kørende til Ribe, og på hjemvejen bedede han i kroen i
Gredstedbro, hvor der var flere af egnens bønder, der holdt rast. Der var Peder Jensen fra Nourup, hans bror Jep
Jensen fra Fåborg, som forøvrigt var svigersøn af herredsfogden i Tjæreborg, og der var Poul Therkelsen fa
Sadderup. Der blev drukket, og der blev snakket, bl.a. om den store stormflod i oktober, der havde oversvømmet
hele kysten fra Esbjerg Klev og langt ned idet sydlige med død og ødelæggelse til følge. - Da de skulle betale, hvad
de havde drukket, kom Jep Jensen og Poul Therkelsen i skænderi om betalingen, og da Jep ville køre, kom Poul
løbende med en fork og truede ham. I det samme kom Frands Jessen fra Tude ud, han prøvede at mægle mellem
dem, men pludselig stak Jep Jensen en kniv i brystekt på ham, men Frands nåede til gengæld at hugge Jep Jensen et
hård slag i hovedet med en kårde. - Frands kom sig, men bartskær Erik Hansen i Tjæreborg erklærede, at han havde
fået "en farlig skade", og det uden skyld og årsag.
Jep Jensen dør imidlertid af sit sår, men inden forklarer han, at han blev hugget ned "uden skyld og brøde". At han
har stukket -Frands Jessen først, nævner han ikke. Jeps broder Peder Jensen skulle, som nærmeste slægtning, være
eftermålsmand i sagen og skulle som sådan retsforfølge den. Han sendte bud till ridefogden på Krogsgård, som
Frands jo var fæster under, og bad ham sørge for, at Frands Jessen var tilstede, når sagen skulle for retten, ellers
blev ridefogden gjort ansvarlig for han flugt. - Teoretisk var der ikke dødsstraf for drab i nødværge, men Frands
Jessen vidste alt om, hvordan en sådan sag praktiseredes. Han var nemlig den, der boede nærmest Skads herreds
tingsted, og var nok ofte tilstede der, når der blev holdt ting og domme blev afsagt. Når det var dårligt vejr, blev
tinget forøvrigt afholdt på Tudegård. Så Frands Jessen var klar over, hvad der kunne vente ham og rømte sydpå og
tog ophold, vistnok i Husum og ventede der på rettens afgørelse. Poul Therkelsen, som jo egentlig var ophavsmand
til hele sagen - det var ham med forken - slap med en bøde på 40 mark til Peder Jensen, men Frands blev erklæret
fredløs. Han følte sig uretfærdigt behandlet, og længtes selvfølgelig hjem til gård og familie, og efter et år var gået,
søgte han kongen om tilladelse til at få sagen taget op igen, denne gang ved landstinget i Viborg, da han mente at
være blevet uretfærdigt behandlet. Han fik så den tilladelse af kongen imod, selv at være tilstede, og føre sagen, og
fik tilsagt frit lejde, så længe sangen behandledes.
Så rejste han til Viborg, men herredsfogeden, den dræbtes svigerfar, Niels Olufsen fra Tjæreborg, mødte også op.
Så blev sagens akter igen gennemgået, og anklageren og forsvarere stod hårdt mod hinanden. Frands har måske
heller ikke rigtig kunnet hamle op med den retskyndige og tingvante Niels Olufsen, i hvert fald må raseriet over den
følte forurettelse have taget magten fra ham, thi sagen ved landstinget slutter brat med en kort notits i justitsprotokollen
om, at herredsfogeden Niels Olufsen den 22. juni 1636 blev ihjelstukket i Viborg af Frands Jessen Tude. Nu
var det ude med Frands Jessens håb om frifindelse, da han jo nu - efter loven - havde to drab på samvittigheden.
Han blev på Viborg byting dømt til stejle og hjul, og kort efter blev dommen eksekveret.
Den dræbtes efterladte skulle selv betale henrettelsen, og det var langtfra gratis. I bøddeltaksterne fra Varde hedder
det: For et hoved med sværd at afhugge, 10 rdl. For en hel krop at lægge på stejle og hjul og pæle at nedgrave og
sætte, 7 rdl.