Dine Nielsens Slægt

Fra: http://www.oocities.org/heartland/hills/4272/edel.html

Mads Sørensen blev født omkring 1580, antagelig i gården Gråsand, Grove Sogn, og han levede endnu 1653, da han ses opført i fortegnelsen over rentepengeskatter.
Han var gift med N. N. Jensdatter hvis fornavn ikke kendes, men som sikkert var datter af Jens Lauridsen i Egelund, som omkring 1618 flyttede til Bredvig i Ørre. Han (Jens Lauridsen) virkede som en slags prokurator og ejede desuden flere gårde. Hans far, Laurids Christensen, og bedstefar, Christen Lauridsen, boede også i Egelund, og sidstnævnte er d. 9. oktober 1574 omtalt som fuldmægtig for Johan Barnekov.

I 1613 overtog Mads Sørensen efter faderen gården Gråsand, hvorom det i 1610 hed, at den bestod af 6 bygninger. Det var lige efter svenskekrigen, men de 4 af bygningerne ses ikke at have lidt nogen overlast, mens de 2 øvrige var blevet nedbrudt. Beboerne af gården er således sluppet billigt fra krigens rædsler.

En dag i juli måned 1652 opstod der i sognet en stor brand, hvorved mægtige mose- og hedearealer blev brændt af. Når ulykken ikke ramte Mads Sørensen i Gråsand, skyldtes det alene, at et vandløb forhindrede flammerne i at springe over på hans gårds jorder.

Foruden Mads Sørensen boede der i Gråsand også en mand ved navn Søren Jepsen, måske en brodersøn af ham.
Mads Sørensen synes at have været en ret velhavende mand, thi i 1653 svarede han rentepengeskat til Lundenæs af en formue på 26 rdlr. Dette lyder ikke af særlig meget, men man må tage i betragtning, at der i Lundenæs Lens 5 herreder ialt kun var 74 bønder, som betalte denne rentepengeskat.

Abildtrup, J.:

Søren Christensens Søn i Graasand, Mads Sørensen, overtog 1613 Gaarden efter sin Fader; men i de første Aaringer vedblev denne dog trods sin høje Alder at deltage i Gaardens Drift. Mads Sørensens Hustru havde en Søster, Bennet Jensdatter, som var gift med Niels Nielsen i Balle i Gimsing Sogn. De havde to Døtre, Kirsten og Maren. Disse to og deres Fader gav Anledning til en ret ubehagelig Retssag, som to af Mads Sørensens egne Døtre, Kirsten og Mette, kom i Berøring med, og da andre af hans Hustrus nære Slægtninge blev indviklet i den, skal vi nærmere omtale den her.

Ovennævnte Niels Nielsen i Balle og hans to Døtre havde ladet sig forstaa med, at de forgangen Høbjering 1632 havde set Møller Lavrids Jensens Hustru, Barbra Jepsdatter i Qvistrup Mølle, og deres Dreng, ved Navn Mads Nielsen, »tage noget Hø af en Holm, som laa slagen paa Qvistrup Enge østen Møllen, og det skulde være sket 1 1/2 Uge efter St. Hansdag og imellem Søndag og Mandag, og 1 1/2 Stund (Time) ud ad Aften, og Barbra Jepsdatter skulde have haft noget af samme Hø i sit Forklæde og Drengen noget paa sin Ryg".

Da Mølleren fik Nys om den grove Beskyldning, indstævnede Han de paagældende Personer for Retten, hvor Barbra Jepsdatter og Drengen Mads Nielsen »med oprakt Finger og Helgens Ed straks benægtede, at de skulde have bekommet noget Hø fra Qvistrup Enge, men at de tre Kvinder fra Balle havde af Had og Avind udbredt de onde Rygter om dem, og at det kunde bevises, at Beskyldningen var løgnagtig; thi dette Aar blev der ikke slaaet Hø til Qvistrup førend Fredagen, som var den tredie Uge efter St. Hansdag, og forskrevne Kirsten Nielsdatter og hendes »Medsøskind« skulde have vundet, at det skete 1 1/2 Uge efter St. Hansdag og imellem en Søndag og en Mandag ud ad Aften. St. Hansdag samme Aar skal være falden paa en Søndag.« Medens Sagen stod paa, udspilledes paa Ballegaarden et helt Drama. Det var Møllerkonen, som skulde havde Udløsning for den ærekrænkende Beskyldning, som Ballefolkene saa skammeligt havde udbredt.
En Dag mødte Barbra Jepsdatter op i Ballegaarden. Nu skulde der handles og hævnes. Straks, da hun fik øje paa Kirsten Nielsdatter, fo' r hun løs paa hende som en Furie, overdængede hende med Stød og Slag, greb og ruskede hende i Haaret, saa meget blev afrevet, og samtidig overøste hun Kvinderne med de groveste Skældsord, og Manden kaldte hun en gammel graa »Skielmer«.
De to Kusiner, Kirsten fra Graasand og Mette fra Herrup, var den Dag til Stede og blev saaledes Vidner til det raa Overfald, der kom saa pludseligt, at det var forbi, inden de kunde besinde sig til at komme til Hjælp, men da var Kirsten Nielsdatter blevet ret ilde tilredt. Der blev sendt Bud til den overfaldnes Morbroder, Peder Jensen i Egelund, og til Fætteren, Peder Jensen i Herrup, for at de kunde foretage Syn over det skete. Derefter indstævnede de to Mænd Møllerkonen for Herredstinget.
Sagen kom omsider til Landstinget, men da begge de stridende Parter havde forset sig, blev de raadet til at søge Forlig, hvad de da ogsaa gik ind paa. Det var ovennævnte Kirsten Madsdatter fra Graasand, som blev gift med Christen Jensen i Vistorp, om hvem vi senere skal høre.
Sidst paa Aaret 1641 skete der en Begivenhed, som gjorde stærkt indtryk paa Sognefolkene I Haderup, og ogsaa paa Mads Sørensen I Graasand og hans Familie.

Det var den 8. December. Der var Sne paa jorden, og det havde frosset meget stærkt om Natten. Op paa Dagen blev det fortalt, at Christen Jensens Tjenestekarl, Peder Christensen, var fundet død paa Dueholm Mark, og der gik Rygter om, at det skulde være Christen Jensen, som havde dræbt ham; men andre paastod, at han var frosset ihjel, da han om Natten var paa Vej til sit Hjem i Dueholm. Sagen kom naturligvis for Retten, og nogle, deriblandt Mads Sørensen i Graasand, blev stævnet for at vidne i Sagen.
Mange troede, at det var Christen Jensen i Over Feldborg, der var Skyld i Tragedien. Af Vidnernes Udsagn fremgik det, at den døde hed Peder Christensen og var født i Dueholm og havde indtil den tredie Mandag før Jul tjent hos Christen Jensen i Over Feldborg, men om Aftenen denne Dag var han kommet ind til Christen Pedersen i Haderup og bad om at blive der om Natten; og om Morgenen derefter, da han gik derfra, klagede han over Smerte i sine Ben, Laar og Lemmer og over, at hans Husbonde havde jaget ham af Tjenesten og vilde ikke have ham længere, og nu vilde han liste hjem til sin Fader i Dueholm. Da Peder Christensen om Aftenen var gaaet ind til Christen Pedersen, havde Jens Pedersen i Haderup set, at han kun med stor Vanskelighed kunde fange Fødderne om hverandre, men gik ganske sagtelig som den, der kunde være meget skrøbelig.
Der var andre Vidner, og det var langt de fleste, hvis Vidnesbyrd gik ud paa, at Karlen havde intet fejlet, da han gik bort fra sin Plads i Over Feldborg.
Vi skal nævne et af disse Vidnesbyrd: Søren Jepsen i Graasand svor paa, at »han var i Over Feldborg i Christen Jensens Hus og Gaard, og der paa Natten imellem den tredie Søndag og tredie Mandag før Jul sidst, da laa han i Sengen hos Peder Christensen, som nu er død, og om Morgenen, da de alle til Hobe var til Bords, saa han, at forskrevne Peder Christensen aad sig et godt Maaltid, og ikke han beklagede sig i nogen Maade over, at der var nogen, som havde skadet ham, og straks tog han sine Klæder og noget hvidt Vadmel og sagde, at han vilde gaa til en Skræder og Lade det gøre i Klæder. Da saa Søren Jepsen, at Peder Christensen gik »hiel« og uden Skade fra Over Feldborg paa forskrevne tredie Mandag før Jul, og at han var ikke stødt eller slagen i nogen Maade, som omhjemlet er, og at han samme Morgen saa Peder Christensens nøgne Legeme; baade om Aftenen, da han drog af sine Klæder, og om Morgenen, da han igen tog dem paa, saa han, at hans Krop var »hiel« og uden Skade i alle Maader, og ikke han sig beklagede at skade noget; men dersom han havde nogen Skade eller blaa Pletter paa hans Legeme, som er omhjemlet, da havde han bekommet det andet Steds, siden han gik fra Christen Jensens Hus og Gaard«.

Mads Sørensen i Graasand, Niels Knudsen i Vistorp og flere Sognefolk vidnede, at de havde hørt det Rygte og Tidende, at Christen Jensen i Over Feldborg skulde have slaaet Peder Christensen, men ud derover vidste de intet at vidne. Samme Dag, som Peder Christensen blev fundet liggende »død paa Dueholms Rugager norden op til den Vej, som gaar fra Halgaard og til Dueholm Agerbred fra Dueholm Gaard«, blev der foretaget Ligsyn over den døde.

»Først saa Synsmændene, at han var ganske med blaa Pletter paa hans Arme fra Axelen og til »Aalboen«, saa og paa hans Ryg og Skulder fra Hals og til midt paa; nok var hans Hænder »ræssen« og muldet, nok var hans venstre Øre »ræssen« og blaa, og paa hans højre Laar var Huden af, og det syntes, som det kunde være traadt af, og paa det venstre Laar havde han en blaa Kugle; nok under det højre Knæ var Huden ogsaa af, og under det venstre Knæ var det ganske blaat, og det syntes, som han selv skulde have krøbet det af paa Jorden, hvilket dog ikke var troligt, efterdi han havde et Par Strømper paa over Knæene og et Par sorte Vadmelsbukser paabunden neden Knæene og endnu et Par laadne Faareskindsbukser uden paa igen og i lige Maade bunden under Knæene, og ikke var det synligt paa dennom enten for Knæene eller nogen Steds, det han skulde have krøben paa dennom. ..«
Herredets Sandemænd, som skulde dømme i Sagen, kom til det Resultat, at Peder Christensen var omkommen af Skrøbelighed, Frost og Kulde, saa Christen Jensen i Over Feldborg blev frikendt for at være Skyldig I hans Død, selv om det kom frem at han ikke altid havde behandlet ham, som han burde.

En dag i Juli Maaned 1652, da alt var knastørt, skete der en uhyggelig Begivenhed til stor Skade og Fortræd for Beboerne i Over og Neder Feldborg, idet de mægtige Mose- og Hedearealer, som laa i denne Sognedel, ved Uforsigtighed brændte af. Naar Ulykken ikke ramte Mads Sørensen i Graasand eller Beboerne i Vistorpgaarden, som dog havde den store Brand lige uden for deres Døre, skyldtes det, at et Vandløb, som den Gang naturligvis var meget større end nu, hindrede Flammerne i at springe over paa disse Gaardes Jorder. Det har været strengt for Beboerne at se, hvorledes det mægtige Ildhav ikke alene for en længere Tid ødelagde de store Hedearealer, men ogsaa afsved baade Græs og Korn. Denne store Brand satte saa dybe Spor i Folks Sind, at Begivenheden blev husket igennem lange Tider. Men lad os ikke glemme at fortælle, hvorledes den store Hedebrand opstod. En Mand ved Navn Rasmus Henrichsen fra Aarslev i Hads Herred var ude at lede efter en Hest, der var bortkommet, og Fredagen før St. Olufsdag var han staaet af sin Hest norden for Simmelkjær for at holde Rast. Da han havde givet Hesten noget Græs og selv skulde finde sig en Plads, saa han en Tørv, som laa ved Siden af Engen. Ved Hjælp af sin Bøsselaas og Krudt fik han tændt ild i samme Tørv, og han vilde nu »drikke sig en Pibe Tobak", og da der i Nærheden laa "et Stykke Skaar, som han syntes kunde have været af en Sandpotte", tog han en Glød og lagde derpaa og "drak sig noget Tobak" og før han tog sig i Vare, tog Ilden løs i Mosen for ham, saa han kunde ikke stille det, og for Retten bekendte han, at han brændte alle de Moser og Heder, der ligger til Over Feldborg og Neder Feldborg, som nu befindes at være afbrændt. Desværre ved vi ikke, hvorledes det gik Manden. Han er nok sluppet med at betale en klækkelig Bøde for den Fortræd, han havde forvoldt.
Foruden Mads Sørensen boede der i Graasand ogsaa en Mand ved Navn Søren Jepsen, maaske en Brodersøn af ham. Hans Hustru hed Mette Jensdatter, sandsynligvis en Datter af den Jens Eriksen, der omkring 1600 boede her. De havde to Børn, Jens og Anne.
Forholdet mellem Søren Jepsens og Niels Nielsens i Nabogaarden Barslund var blevet utaaleligt, hvad ikke var saa underligt, eftersom Folkene i sidstnævnte Gaard med Urette skyldte Søren Jepsen og hans Hustru for, at de vilde tage deres Bier, og det gaar saa vidt, at det udviklede sig til en meget stor Retssag, som endte paa Landstinget i Viborg. Da Begivenhederne til Dels foregaar ved Graasand, og Mads Sørensen er en af Hovedmændene i Processen, idet han optræder som en af Voldgiftsdommerne, ligesom han ogsaa vidner for Retten, skal vi fortælle lidt om Sagens Gang.

Søren Jepsen havde stævnet Niels Nielsen og hans Hustru, Maren Andersdatter, for Ginding Herredsting, fordi hun havde over-faldet ham og hans Hustru, da de den næste Søndag før St. Olufsdag var paa Vej til Kirke. Det skete lige uden for Barslund, hvor de saa en Sværm Bier ligge paa en Brink, og Maren Andersdatter stod tæt derved. Da hun lod sig forstaa med, at det var hendes Bier, protesterede Søren Jepsens Hustru, idet hun hævdede, at Bier-ne var sværmet fra deres Gaard. Derover blev Maren Andersdatter saa heftig og ubehersket, at hun slog Søren Jepsen, samlede Sten op og truede dem begge. Dette forskrækkede Mette Jensdatter saa meget, at hun tiggede om at blive skaanet. De slap da ogsaa vel derfra og fortsatte deres Gang til Kirken. Medens Maren Andersdatter satte en Dreng til at holde øje med Bierne, løb hun til Grove for at faa fat i en Kube, og straks efter var de bragt til Barslund.
Forøvrigt var det en meget indviklet Sag med en Mængde Tingsvidner, som ofte var modstridende.

Det ser ud til, at Maren Andersdatter ved Herredstinget er blevet idømt Bøder baade for Ran og Overtrædelse af Kirkefreden, men ved Landstinget kom det ved Voldgift til Forlig imellem de stridende Parter. Til Voldgiftsmænd for Niels Nielsen blev Mads Sørensen i Graasand og Jens Pedersen i Egelund' udtaget, medens Mads Vistesen i Abildholt og Simon Christensen i Hogager blev udnævnt for Søren Jepsen. Som femte Mand i Voldgiftsretten blev Disse fem »Dannemænd« skulde nu paa Fredag førstkommende. otte Dage forsamles i Præstegaarden og dømme de stridende Parter imellem, og for denne Dom, Voldgiftsdommen, maatte de ubetinget bøje sig. Desværre ved vi ikke hvad denne Voldgiftsdom kom til at lyde paa.

Mads Sørensen i Graasand har været en nogenlunde velhavende Mand; thi 1653 svarede han Rentepengeskat til Lundenæs, hvad næppe nogen Fæstebonde har gjort. I hele Ginding Herred, hvor Graasand laa, var der det Aar kun 14 Bønder foruden ovennævnte, som svarede denne Skat; men de opførte Formuer, der skulde svares Skat af, lød dog ikke paa meget, selvom Pengene den Gang var noget værd. Mads Sørensens Formue lød paa 26 Rdlr. I hele Herredet er der kun to Mænd, som skal svare af 100 Rdlr., og fire, som svarer af 50 Rdlr. Alle de øvrige ligger under. I de fem Herreder i Lundenæs Len er der kun 74, som skal svare Rentepengeskat. Det giver i Sandhed ikke noget lyst Billede af de økonomiske Tilstande i Lenet. Men alene i Hammerum Herred var der kun fire Personer, som svarede denne Skat. Det er ikke uden Grund, at man i gamle Dage kaldte Hammerum Herred for "Jammerfuld Herred".

1610 bestod Graasand af 6 Bygninger. Det var lige efter Svenskekrigen. De 4 Bygninger havde ikke lidt nogen Overlast, men de to var øde, det vil sige nedbrudt, saa det ser ud til, at Gaarden og dens Beboere er sluppet helt vel fra Krigens Rædsler.

Desværre ved vi ikke, hvad Mads Sørensens Hustru hed. Derimod kender vi Navnene paa flere af hendes Søskende. En Tid troede vi, hun var fra Herrup i Sevel Sogn, men meget indgaaende Undersøgelser viser, at hun maa være født i Egelund i Haderup Sogn. Hun havde en Broder, Peder Jensen, som boede i Egelund og var gift med en Datter af Christen Lauridsen i samme By. Denne Mand havde en Broder, Jens Lauridsen, som ogsaa boede der.
Af en Retssag fra 161844 synes det at fremgaa, at førnævnte Peder Jensen i Egelund og Erik Jensen og Mette Jensdatter, som bor samme Sted, er Søskende, og da vi ved, at Peder Jensen er Broder til Mads Sørensens Hustru, maa hun ogsaa være Søster til de andre to. Deres Fader er da sandsynligvis Jens Lauridsen i Egelund, som omkring 1618 flyttede til Bredvig i Ørre. Han var en Slags Prokurator og ejede flere Gaarde. Hans Fader, Laurids Christensen, og Bedstefader, Christen Lauridsen, boede ogsaa i Egelund. Den sidste nævnes d. 9. Octbr. 1574 som Fuldmægtig for Johan Barnekov.

Vi ser saaledes, at Slægten i Graasand og Høstrup er jævnbyrdig med Slægten i Egelund.
Mads Sørensen har følgende Børn:

1. Søren Madsen, der 1688 nævnes som Ejer af Graasand.
2. Mette Madsdatter, nævnes 1632, gift med Peder Jensen i Herrup.
3. Christen Madsen, bor i Over Simmelkjær i Ørre Sogn.
4. Kirsten Madsdatter, gift med Christen Jensen, boede i Over Simmelkjær i Ørre Sogn i samme Gaard som hans Svoger, ovennævnte Christen Madsen.
5. Peder Madsen i Vistorp